Ti år som selvstændig – mere foredrag og fortælling

Foredrag om Grønland

Bjarne Jensen holder foredrag og fortæller historier

Ti år som selvstændig – så er det tid at justere kursen – mere fortælling og foredrag.

Med en vis uro i maven gik jeg for ti år siden ud fra Aarhus Stiftstidendes domicil på Banegårdspladsen i Aarhus.

13 år på avisen sluttede med, at jeg tog imod en fratrædelsesordning i en fyringsrunde. Jeg havde meldt mig selv, men alligevel … hvad nu?

Jeg fik mange kommentarer om, at det var et stort spring, og sådan oplevede jeg det også – derfor uroen, men det var samtidig velovervejet.

Klare tanker på Nordatlanten

Et års tid tidligere stod jeg en tindrende klar dag i brovingen på inspektionsskibet VÆDDEREN og skuede ud over Nordatlanten. Den friske havluft blæste nye tanker ind i mit hoved, og jeg begyndte at overveje, om jeg måske skulle prøve noget andet end at være journalist på et dagblad.

Jeg sejlede med det danske orlogsskib som en del af Galathea 3-ekspeditionen, der havde sømænd, forskere, studerende og mediefolk ombord. Jeg stod på i Torshavn, sejlede med ved Grønland og afmønstrede på Azorerne.

Tilfældigvis besøgte en af Stiftens læserrejser i de dage Azorerne, og jeg blev bedt om at holde foredrag om Galathea for dem. Det gjorde jeg, og det gik godt. De sidste måneder, jeg var på avisen, var jeg flere gange ude med foredraget, Jeg fandt ud af, at jeg kunne lide den form for mundtlig formidling med direkte kontakt til tilhørerne og kontant afregning i form af flakkende øjnene, hvis foredraget falder i intensitet.

Op på ølkassen

Da jeg forlod Aarhus Stiftstidende for at blive selvstændig, tænkte jeg, at foredrag skulle blive en del af min virksomhed. I de ti år, der er gået, har jeg holdt mange foredrag, men det har kun været en lille del af forretningen, som i øvrigt har bestået af kommunikation,  og i et meget begrænset omfang traditionel journalistik.

Undervejs har jeg også fået en ny hobby. Som tiden gik faldt interessen for Galathea-ekspeditionen, og for at få opfyldt mit behov for at stå på ølkassen og sige ord begyndte jeg at dyrke den mundtlige fortælling. Det gik også godt. I hvert fald vandt jeg i 2016 fortællekonkurrencen Story Slam i Aarhus.

Mere foredrag og fortælling

Her på tiårsdagen er tiden inde til at gøre status og ikke mindst tænke frem, og jeg tænker, at nu skal det være. Foredrag og fortælling skal fylde mere i forretningen. Jeg har et godt afsæt til et foredrag, for inden længe udkommer Bogen om Jensen, som jeg – næsten – også har arbejdet på i ti år, sådan lidt til og i lange perioder fra.

Ud fra nogle af historierne i bogen har jeg udviklet foredraget ”Historier om Jensen”, og markedsføringen af det får fuld gas, når bogen udkommer.

En anden vare hylden bliver ”Hør en god historie”, som er en samling fortællinger – oplevede og opdigtede.

I anledning af mit ti års jubilæum og min plan om at fortælle mere og holde flere foredrag, har jeg oprettet Facebook-siden Bjarne Jensen – Fortælling og foredrag. Jeg håber, du vil give den et like 😊

Share
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *